Mark Russell - Mit liv og min passion
En opvækst i og med naturen
Naturen har altid været en stor del af mit liv. Jeg er opvokset i Hanherred og på den nordvestlige del af Limfjordsøen Mors. Her fandt jeg i en tidlig alder frihed og eventyr i den omgivende natur. Jeg husker tydeligt, hvordan en stor del af min barndom blev tilbragt i skove, på marker, ved fjorde, enge og moser. Her udforskede jeg dyre- og plantelivet, legede på skrænter og samlede sten ved fjorden. Det var en altomfavnende og magisk oplevelse af dyb samhørighed med naturen, som jeg stadig føler den dag i dag.
Min opvækst skabte også grundlag for en værdsættelse af kulturelle, kunstneriske og ikke mindst religiøse oplevelser. Sammen med de mange sanselige naturoplevelser har det været et godt afsæt til en livslang rejse med fokus på at skabe en bevidst og oplevet forbindelse mellem krop, sind og ånd. Således bevæger jeg mig også nysgerrigt, respektfuldt og søgende i det spirituelle univers, med en universel eklektisk tilgang.
Klar til at udforske? Lad os starte samtalen
Natureksistentialisme praktisk anvendt i et alsidigt arbejdsliv
Mit professionelle liv har centreret sig om arbejdet med sårbare medmennesker, såvel som udforskning og udvikling af potentiale hos privatpersoner, professionelle og organisationer. Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog og har senere bl.a. uddannet mig som naturterapeut, systemisk coach og inden for ledelse, herunder som projektleder. I mit virke som socialpædagog har jeg i mere end to årtier arbejdet med børn, unge og voksne, med massive udfordringer, herunder i samarbejde med psykiatri, jobcentre, kriminalforsorgen og politiet. Som leder har jeg driftet og udviklet socialpædagogiske virksomheder, både i det offentlige og i det private, samt skabt partnerskaber og tværsektorielle dialoger. Sideløbende har arbejdet med undervisning inden for områder som qigong, daoisme, gruppedynamik i personalegrupper der arbejder med “risiko-målgrupper” og pædagogisk dokumentation.
I 2021 oprettede jeg så virksomheden Natur og Eksistens, hvilket har givet mig muligheden for at anvende alle mine erfaringer, uddannelser og passioner til at skabe værdi for individer og organisationer. Jeg er særdeles passioneret omkring mit arbejde og altid nysgerrig på hvad behovet er; og hvordan det natureksistentialistiske afsæt kan forøge viden og motivation til at frisætte det udviklende potentiale hos klienten/organisationen.